Legen i mellem kaos og orden

Torben Hangaard Rasmussen sammenligner legen i hans bog “ Orden og Kaos”, med dette at kigge i et kalejdoskop og siger at leg er et stadigt skiftende fænomen med mange sider. Det er hele tiden forskelligt hvilken side der er i forgrunden og han tager den side af legen frem, der modsvarer den sædvanlige, med at skabe sammenhæng og orden i barnets liv, nemlig kaossiden. Han siger at kaos i leg udløser lystbetonet forvirring, fryd, tankeløshed, dumdristighed, hurtig kropslig bevægelse, tumult, magt udfoldelse og voldsomhed. Og han påpeger at ikke ret mange hidtil har haft lyst til ( eller ikke har set det som leg) at studere denne side af legen. Legeteorier er hovedsageligt blevet studeret fra den mentalt, psykologiske side.

Sorte og hvide lege

Bergstrøm betegner disse voldsomme lege som Sorte lege, der knytter sig til kaoskraften. Kaos i leg giver sig udslag i voldsomhed, tumult, tankeløshed, magtudfoldelse og hurtig kropslig bevægelse osv. Børn prøver at komme til den yderste grænse. Han mener at den kaotiske kraft i det limbiske system er er forudsætningen for al leg og at den fører til stadig højere bevidsthedstilstande, hvor Mulighedsskyen åbner barkens lukkede system og fører kaos ind i den rationelle verden, for at den skal udvikles.

I det limbiske system er der et godt grundlag for kombinationer fra både bark og stamme. Dette materiale kobles frit til hinanden og disse strømme kalder Bergstrøm for Mulighedsskyen . Mulighed peger på fremtiden og mulighedsskyen er noget man kan bruge senere, den er et mentalt begreb som kan udtrykkes som fantasi, drømme, eventyr og leg. Disse egenskaber bliver nedvurderet i det vestlige samfund, mener han, men mulighedsskyen er allerede i hjernen og kan findes/bruges i fremtiden.

“Det er bare fantasi” bliver der ofte sagt. Den logisklineære tankeverden har berøvet os evnen til at fantasere og dagdrømme.

Han mener, at det er derfor og meget vigtigt at børn og alle kreative mennesker leger og at alle modne mennesker burde lege hele deres liv.

Rasmussen skriver at hvis man kigger på og beskriver børns leg er de kropslig sansende og i konstant bevægelse. For børn gælder det om at udforske sin krops muligheder og gyset ved at overskride stadig nye grænser for kropslig formåen. Han mener at grunden til at der ikke har været meget fokus på denne del af legen er at voksne bedst kan beskrive og analysere det de forstår og de er for længst begyndt at lege mentalt, de farer ikke rundt og råber og skriger , snurrer rundt om sig selv og skubber til hinanden for at komme i kontakt, som børn gør.

Voksne har lettere ved at finde sig selv i lade - som - om billeder end i de kropslige sansende lege. Bergstrøm påpeger at når voksne tænker på børns leg er det ofte med et billede af at de sidder stille og leger ordnede, pæne lege, hvor de hverken råber eller støjer. De synger eller siger remser.

Vi ser dette billede som udviklende for deres fremtid i skolen. Vi skal sørge for at de leger pænt sammen og bliver sociale. I disse lege har man ofte bestemt udfaldet af legen og hvad barnet skal lære.

Denne form for leg kalder Bergstrøm for Hvide lege og er knyttet til ordens- og kundskabssamfundet. Men, siger han, hvis vi skubber børn for hurtigt fremad, når de tidlige hjernecentre ikke at modnes.

Orden og kaos i legeforskning

Rasmussen mener ikke at legeforskningen altid er der hvor legen og børnene er, snare der hvor den ønsker de skal være; nemlig væk fra den sanselige og kropslige verdensopfattelse til den rolige mentale verden voksne kender.

Han beskriver leg som et komplementært fænomen, der indeholder elementære grundkræfter som kamp , held og lykke, efterligning og forvirring. Her henviser Hanggard til Caillois, en fransk antropolog som har skrevet bogen ”Legene og mennesket” og selv om Caillois beskriver legene og spillene i et voksen lys, mener Hangaard at det er let at overfører legetyperne til børns leg. At der både er orden og kaos i leg. At de to poler er ligeværdige og forudsætter og betinger hinanden.

Vestibulare lege

I de vestibulare lege er det påfaldende at børn føler sig tiltrukket af lege der sætter ligevægtfornemmelsen på spil. De drejer rundt, kører på rutsjebane måske med hovedet nedad, står op på gyngen, slår koldbøtter osv. Det er alt sammen med til at give en kropslig rus der får børn til at hvine og skrige og skaber en oplevelse af stimulerende forvirring eller kaos. I denne type leg er ingen børn interesseret i at skabe orden at mødes i et fællesmidtpunkt, koncentrisk leg men tværtimod er der tale om en diffus bevægelse væk fra midten, excentrisk leg.

Den eksentriske leg deler mennesket med dyrene. Hundehvalpe der tumler f.eks.

Hangaard mener at den excentrisk leg er legen i dens urform. Ordet leg betyder bevægelse uden mål og med og hid og did. Barnet opsøger de vestibulare lege fordi de er stærk lystbetonede. Suset virker dragende når barnet lære sin egen krops grænser at kende. Ved at bringe uorden i de vante rumlige forhold er de vestibuler lege med til at skabe en tiltagende orden i barnets fornemmelse af sit eget “kropsrum”. Det bliver på et kropsligt plan fortroligt med “oppe” og “nede”, “forfra” og “bagfra”, det opnår orden ved at gå gennem kaos.

Som før beskrevet befinder forstret sig ,iflg. Bergstrøm, i relativ vægtløs tilstand, og han påpeger at det kan have en betydning for barnets leg, hvor det forestiller sig at svæve i luften, lege sommerfugl etc. At gynge og specielt i følelsen når barnet er højest oppe, har det en fornemmelse af vægtløshed. Børn hopper og springer forbavsende let og han mener at det kunne tyde på at barnet forsøgte at befri sig fra underlaget.

Vilde lege

Den vilde leg er stærkt præget af kropslig nærkontakt. Brydning, pudekamp, kilde eller skubbe hinanden, spænde ben og løbe efter hinanden. Det er lege der kræver god plads og en vis tolerance fra de voksnes side.

Den vilde leg består hovedsagelig af to elementer kamp og jagt og der er en høj grad af metakommunikative signaler som gerne skulle forstås, netop at der kun er tale om simuleret aggressivitet. Det er først og fremmest fædre der indføre deres børn i den vilde leg.

Den amerikanske legeforsker Aldis har i sin bog “Legekamp” beskæftiget sig med den voldsomt betonede leg. Ved hjælp af videooptagelser af forældre/børn i det tidligste sammenspil, har han vist at det er når barnet får direkte kropskontakt v. kyssen, gnubben ,kildren, små stød eller det at bliver kastet op i luften der vækker størst fornøjelse og latter hos det lille barn.

Det vil sige at legens metakommunikative meddelelser har størst gennemslagskraft i den tidlige alder, hvis de antager en helt igennem kropslig karakter det er altså ikke nok bare med lyde og grimasser siger Hanggard.

Deep Play

Den engelske økonom og samfundsfilosof Bentham der levede for 2oo år siden har skabt et begreb han kalder deep play Det er en form for leg man skal afholde sig fra at deltage i da risikoen for at miste liv og helbred er for høj Dette begreb har legeforskningen taget til sig og det henviser først og fremmest til dristige handlinger. Man prøver sine grænser af. Hvad kan jeg? Hvad tør jeg?

Deep play forekommer ikke kun i barndommen men også i højeste grad hos ungdommen der er i en eksperimenterende og ekspansiv aldersperiode hvor de både er børn og voksne.

Samtidig med at legen er blevet tillagt stadig større positiv effekt i barnets udvikling, påstår Rasmussen at der tilsvarende er sket en idealisering af legen. Han nævner her at legeforskere og pædagoger har dannet sig et billede af legen, der først og fremmest tilgodeser dens positive rationelle sider. Vi vil ikke ret gerne se på de irrationelle sider som det vilde , farlige, støjende og voldsomme. De får os til at gribe ind med forbud.

Her mener Bergstrøm at børns aggressioner, som hvis det f.eks. slår noget i stykker, ikke altid skal opfattes som et tegn på at denne aggression er rettet mod den voksne eller det omgivende system, som man måske ofte tror. Målet for ødelæggelsen kan helt og holdent være barnet selv, dets indre tilstand.

Børn har lige meget brug for begge sider af legen og man kan bemærke at børn efter en fredelig leg vil have et stort behov for at bevæge sig eller de kan begynde at skændes og ødelægge det de lige har lavet. Han siger at børn har brug for den rytme, som følger med kaosstrømmen.

Der findes børn, hvor destruktiv og kaotisk adfærd er altdominerende. Disse “ vanskelige” børn er præget af et svagt “jeg” fordi det limbiske system ikke har fået lejlighed til at modnes helt.

Men ellers er børn væsner, hvor destruktivitet og kreativitet går hånd i hånd og udvikles hele tiden i det limbiske system, siger Bergstrøm.

Hangaard henviser i sin bog til en undersøgelse (børn mellem 2-6 år) af den amerikanske psykolog Bloch, som viser at de grovmotoriske lege var tydeligt fremherskende at lade-som-om-lege ikke var nær så fremherskende som man hidtil har troet, kun 5%.

Barnets krop i legen

Barnet lever frem for alt i en sansemæssig kropslig verden. Barnet vil gerne “mærke verden”, det hopper og springer, løber rundt, gynger og kravler rundt på gulvet, kører på cykel skubber og bliver skubbet, slås og støder sammen med andre børn griner og græder.

Det er påfaldende når man iagttager og beskriver deres adfærd, hvordan barnet hele tiden knytter sansemæssige bånd til verden. Bevægelser og det kropslige udtryk er meget iøjnefaldende, når man betragter børns leg. Det lever i og udfra en kropslig verden. Det forstår sig selv og andre ved hjælp af de erfaringer der aflejre sig i kroppen. Her er vi tilbage i fænomenologien, hvor Merleu-Ponty i sit hovedværk “ Sanseerfaringens fænomenologi” taler om at kroppen bebor rummet - den gør sig bekendt med verden ved at forlænge sig ud i rummet.

Et barn der bevæger sig, løber rundt, kravler op og ned, undersøger og eksperimentere, er i gang med at opbygge et fortrolighedsforhold til sig selv og verden. Barnet oplever sig selv gennem kroppen. Dets egen formåen og andres vurdering af det, skal igennem et filter der hedder “min krop”. Det lære sig selv at kende ved at spejle sig i de andres kropslige udtryk.

Kroppens oplevelsesværdi

Kroppen har også en oplevelsesværdi for barnet. Det kan opleve grænser for udfoldelsen - at det f.eks. er for lille. Eller det kan opleve sig som meget stærk når noget lykkedes. Her er der stor forskel på oplevelsesværdien om man får fortalt at man er for lille, eller om oplevelsen er ens egen erfaring. Der er en tæt sammenhæng mellem kropslig formåen og mindreværd.

Den barnlige hukommelse og fantasi er et kropsligt potentiale der ligger og venter i hænderne og fødderne. Det er den måde et barn erfarer verden. Den er hverken det indre eller det ydre. Den udspiller sig midt i mellem - lige der hvor hænderne griber om et stykke reb og barnet lynhurtigt begynder at lege løvedressør eller slangetæmmer.

Det er hænderne, fødderne, ørerne, øjnene og munden der stiller spørgsmål til verden og det kan kun gøres gennem de erfaringer der allerede er aflejret i kroppen. Barnets leg skal forstås i forhold til kroppens og dens mulige måde at tage verden i besiddelse. Det afgørende er hvad barnet kan gøre med og forvandle sin krop til.

Hangaard mener at fantasien er et motorisk, sansemæssigt anliggende, direkte aflæselig i kroppens udtryk. At leg er en afsøgning af og et udtryk for det kropslige mulige og at dette er særligt tydelig i de lege som skaber lystbetonet kaos eller forvirring.

Kaos og orden er yderpunkter i legen. De fleste lege udspiller sig i midterfeltet mellem orden og kaos, men det er yderpunkterne der giver den største fryd.

I sin indledning til bogen .”Kroppens filosof” beskriver Torben Hangård Rasmussen, Merleu- Ponty´s tilgang til fænomenologien med ordene :

” verden er altid ny for fænomenologien”

Denne betragtning supplere Bergstrøms syn på barnet og beskrivelsen af hans begreb “mulighedssky”. Derfor har vi valgt at se lidt mere på Merleu-Ponty´s måde at forholde sig til fænomenologien på, ikke mindst fordi han samtidig forholder sig til kroppen og vores opfattelse af at være fysisk i denne verden. Gennem hans teori kan vi få fornyet vores bilede af barnets opfattelse af sig selv og verden.

Du kan læse mere om fænomenologien