Vilde lege

Den vilde leg er stærkt præget af kropslig nærkontakt. Brydning, pudekamp, kilde eller skubbe hinanden, spænde ben og løbe efter hinanden. Det er lege der kræver god plads og en vis tolerance fra de voksnes side.

Den vilde leg består hovedsagelig af to elementer kamp og jagt og der er en høj grad af metakommunikative signaler som gerne skulle forstås, netop at der kun er tale om simuleret aggressivitet. Det er først og fremmest fædre der indføre deres børn i den vilde leg.

Den amerikanske legeforsker Aldis har i sin bog “Legekamp” beskæftiget sig med den voldsomt betonede leg. Ved hjælp af videooptagelser af forældre/børn i det tidligste sammenspil, har han vist at det er når barnet får direkte kropskontakt v. kyssen, gnubben ,kildren, små stød eller det at bliver kastet op i luften der vækker størst fornøjelse og latter hos det lille barn.

Det vil sige at legens metakommunikative meddelelser har størst gennemslagskraft i den tidlige alder, hvis de antager en helt igennem kropslig karakter det er altså ikke nok bare med lyde og grimasser siger Hanggard.

Deep Play

Den engelske økonom og samfundsfilosof Bentham der levede for 2oo år siden har skabt et begreb han kalder deep play Det er en form for leg man skal afholde sig fra at deltage i da risikoen for at miste liv og helbred er for høj Dette begreb har legeforskningen taget til sig og det henviser først og fremmest til dristige handlinger. Man prøver sine grænser af. Hvad kan jeg? Hvad tør jeg?

Deep play forekommer ikke kun i barndommen men også i højeste grad hos ungdommen der er i en eksperimenterende og ekspansiv aldersperiode hvor de både er børn og voksne.

Samtidig med at legen er blevet tillagt stadig større positiv effekt i barnets udvikling, påstår Rasmussen at der tilsvarende er sket en idealisering af legen. Han nævner her at legeforskere og pædagoger har dannet sig et billede af legen, der først og fremmest tilgodeser dens positive rationelle sider. Vi vil ikke ret gerne se på de irrationelle sider som det vilde , farlige, støjende og voldsomme. De får os til at gribe ind med forbud.

Her mener Bergstrøm at børns aggressioner, som hvis det f.eks. slår noget i stykker, ikke altid skal opfattes som et tegn på at denne aggression er rettet mod den voksne eller det omgivende system, som man måske ofte tror. Målet for ødelæggelsen kan helt og holdent være barnet selv, dets indre tilstand.

Børn har lige meget brug for begge sider af legen og man kan bemærke at børn efter en fredelig leg vil have et stort behov for at bevæge sig eller de kan begynde at skændes og ødelægge det de lige har lavet. Han siger at børn har brug for den rytme, som følger med kaosstrømmen.

Der findes børn, hvor destruktiv og kaotisk adfærd er altdominerende. Disse

“ vanskelige” børn er præget af et svagt “jeg” fordi det limbiske system ikke har fået lejlighed til at modnes helt.

Men ellers er børn væsner hvor destruktivitet og kreativitet går hånd i hånd og udvikles hele tiden i det limbiske system, siger Bergstrøm.

Hangaard henviser i sin bog til en undersøgelse (børn mellem 2-6 år) af den amerikanske psykolog Bloch, som viser at de grovmotoriske lege var tydeligt fremherskende at lade-som-om-lege ikke var nær så fremherskende som man hidtil har troet, kun 5%.

Barnets krop i legen

Barnet lever frem for alt i en sansemæssig kropslig verden. Barnet vil gerne “mærke verden”, det hopper og springer, løber rundt, gynger og kravler rundt på gulvet, kører på cykel skubber og bliver skubbet, slås og støder sammen med andre børn griner og græder.

Det er påfaldende når man iagttager og beskriver deres adfærd, hvordan barnet hele tiden knytter sansemæssige bånd til verden. Bevægelser og det kropslige udtryk er meget iøjnefaldende, når man betragter børns leg. Det lever i og udfra en kropslig verden. Det forstår sig selv og andre ved hjælp af de erfaringer der aflejre sig i kroppen. Her er vi tilbage i fænomenologien, hvor Merleu-Ponty i sit hovedværk “ Sanseerfaringens fænomenologi” taler om at kroppen bebor rummet - den gør sig bekendt med verden ved at forlænge sig ud i rummet.

Et barn der bevæger sig, løber rundt, kravler op og ned, undersøger og eksperimentere, er i gang med at opbygge et fortrolighedsforhold til sig selv og verden. Barnet oplever sig selv gennem kroppen. Dets egen formåen og andres vurdering af det , skal igennem et filter der hedder “min krop”. Det lære sig selv at kende ved at spejle sig i de andres kropslige udtryk.

Kroppens oplevelsesværdi

Kroppen har også en oplevelsesværdi for barnet. Det kan opleve grænser for udfoldelsen - at det f.eks. er for lille. Eller det kan opleve sig som meget stærk når noget lykkedes. Her er der stor forskel på oplevelsesværdien om man får fortalt at man er for lille, eller om oplevelsen er ens egen erfaring. Der er en tæt sammenhæng mellem kropslig formåen og mindreværd.

Den barnlige hukommelse og fantasi er et kropsligt potentiale der ligger og venter i hænderne og fødderne. Det er den måde et barn erfarer verden. Den er hverken det indre eller det ydre. Den udspiller sig midt i mellem - lige der hvor hænderne griber om et stykke reb og barnet lynhurtigt begynder at lege løvedressør eller slangetæmmer.

Det er hænderne, fødderne, ørerne, øjnene og munden der stiller spørgsmål til verden og det kan kun gøres gennem de erfaringer der allerede er aflejret i kroppen. Barnets leg skal forstås i forhold til kroppens og dens mulige måde at tage verden i besiddelse. Det afgørende er hvad barnet kan gøre med og forvandle sin krop til.

Hangaard mener at fantasien er et motorisk, sansemæssigt anliggende, direkte aflæselig i kroppens udtryk. At leg er en afsøgning af og et udtryk for det kropslige mulige og at dette er særligt tydelig i de lege som skaber lystbetonet kaos eller forvirring.

Kaos og orden er yderpunkter i legen. De fleste lege udspiller sig i midterfeltet mellem orden og kaos, men det er yderpunkterne der giver den største fryd.

I sin indledning til bogen .”Kroppens filosof” beskriver Torben Hangård Rasmussen, Merleu- Ponty´s tilgang til fænomenologien med ordene” verden er altid ny for fænomenologien”

Denne betragtning supplere Bergstrøms syn på barnet og beskrivelsen af hans begreb “mulighedssky”. Derfor har vi valgt at se lidt mere på Merleu-Ponty´s måde at forholde sig til fænomenologien på, ikke mindst fordi han samtidig forholder sig til kroppen og vores opfattelse af at være fysisk i denne verden. Gennem hans teori kan vi få fornyet vores bilede af barnets opfattelse af sig selv og verden.

Du kan læse mere om fænomenologien

Reference i specialet er Torben Hangaard Rasmussens bearbejdelse af Merleu Pontys filosofi.

Fænomenologien.

(Fænomen: det som opfattes af sanserne.

Fænomenologi: filosofisk retning der søger at beskrive verden som oplevelsesfænomen)

Merleu-Ponty (1908-1961) filosof og blev i 1949 professor i børnepsykologi og pædagogik ved universitetet i Sorbonne.

Merleu-Ponty ´s filosofiske projekt er et forsøg på at overvinde det klassiske skel mellem subjekt og objekt og han er stærk kritisk overfor dualismen som deler vores krop op i sjæl og legeme. Han siger at viden ikke kun er den der kan “måles” men at den også kan etableres gennem kvalitativ beskrivelse. “ denne kvalitative form for viden er ikke subjektiv, den er intersubjektiv. Den beskriver hvad der kan ses af alle” ( Rasmussen,1996,s.

Merleu-Ponty mener at kroppen hverken kan betragtes som en fysiologisk organisme, hvorigennem der udspiller sig bestemte upersonlige processer eller som et sansende objekt, der er underlagt en retningsbestemmende tankevirksomhed.

Han mener at kroppen i stedet har en betydningsskabende magt, som han kalder for “naturlig symbolik”, til at overskride sig selv som blot og bar en fysiologisk størrelse.

Kroppen er i sin umiddelbar tilsynekomst en levet og erfaret helhed., hvor det ikke er muligt at adskille den fra verden og splitte den op i isolerede delelementer.

Merleu-Ponty opfordrer til at vi betragter barnet for at se hvordan kroppen er meningsfuldt tilstede og har sin egen sansemæssige logik. Han mener at mennesket ikke er et færdigformet væsen. Men at det er både dyr og engel, og at krop og sjæl ikke er adskilte substanser, men viklet og filtret ind i hinanden i et stadig drama.

Merleu-Ponty mener at det er de kropslige erfaringer , der binder os sammen med verden at kroppen er vævet sammen med verden i næsten organiske forbindelser som skaber meningsfuldhed.

Mennesket magter til stadighed at overskride sig selv, at skabe nye betydninger og det pulserende centrum, hvorfra forvandlingen og skabelsen finder sted, kalder han for egenkroppen, den levede og betydningsskabende krop. Egenkroppen eksistere i et sansemæssigt felt, hvor det aktive og passive element hele tiden skifter plads men aldrig falder sammen.

Hvis man berører en ting f.eks. et bord er det ikke bare bordet der bliver berørt af hånden, men hånden bliver også berørt af bordet. Det betyder at kroppen har flere forskellige fremtrædelsesformer. Hånden er på en gang subjekt der aktivt berører bordet men også et passivt objekt der bliver berørt af bordet. De to fremtrædelsesformer er komplementære men de eksistere aldrig i ren form. Selvom de umærkelig glider ind over hinanden og forvandler sig i en tilbagevendende bevægelse, er der altid en nødvendig afstand eller forskel i mellem dem.

Forskellen er det betydningsladede tomrum, der giver barnet mulighed for at udtrykke sig og skabe ny mening.

Barnets krop er på en gang både synlig og seende ,berørende og berørt. Den træder forskelligt frem alt efter den indfaldsvinkel iagttageren vælger. Egenkroppen er af sig selv i stand til at skabe en helhed eller syntese.

Kroppen er lynhurtig til at fortolke sig selv. Hvis et barn vil have fat i et stykke legetøj, skal det ikke først koordinere sin bevægelser. Kroppen er parat til at sætte sig selv i bevægelse, fordi den ejer anonym dynamik, der allerede er erhvervet gennem utallige handlinger. Den sætter sig igennem på et førbevidst plan. Krop, tanke, bevægelse og ord komplementere hinanden i selve udtryksformen.

Merleu-Ponty påpeger at egenkroppens tvetydighed viser sig ved at de enkelte sanser komplementere og kommunikere med hinanden. Hvilket vil sige at barnets perception ikke består af selvstændige billeder, lyde følelser, lugte og smagsoplevelser, der gensidig påvirker hinanden og er forbundet i elementære årsagskæder. Nej sanserne er hvirvlet ind i og udtrykker hinanden.

Perceptionen tilhører ikke mig som enkeltindivid ,men principielt alle kroppe. Intersubjektivitet eller interkropslighed ligger gemt i perceptionen. I første omgang ser jeg ikke et hus, men der er et hus. Det perciperede er både før-subjekttiv og før-objektivt og finder sted i et fænomenalt felt, hvor det ikke er muligt at fortage en skelnen mellem det subjektive og objektive.

Det fænomenale felt er ikke en introspektiv verden af bevidsthedstilstande, der kun er tilgængelig for selviagttagelse. I det fænomenale felt er jeg sammen med andre og styrkes i troen på, at min eksistens er sameksistens og fuldbyrdes i et fællesskab. I dette felt foretager jeg mine daglige gøremål og har uden videre tillid til, at de hænger meningsfuldt sammen med andres intentioner og handlinger. (det menneskelige fællesskab baseret på fællesperception)

Perceptionens udvikling hos barnet:

Merleu-Ponty gør op med den empiriske psykologi der mener at spædbarnet i begyndelsen står foran et vældigt kaos af spredte sanseindtryk, det har svært ved at koordinere.

Dette mener han ikke er tilfældet, men at det oprindeligt er en meningsfuld helhed der perciperes af hele kroppen, fordi barnet ikke skelner mellem hvad det ser ,hører og mærker. Den barnlige perception er fra begyndelsen “altomfattende” Det sete, hørte og berørte overlapper hinanden i en cirkulær og synkretisk bevægelse. Egenkroppens naturlige symbolik, det synergetiske sammenspil er fremtrædende i barnets perception.

Dette giver sig meget tidligt til udtryk i barnets hukommelse, hvor det allerede i 3-4års alderen er i stand til at overskue og huske genstandes placering. F.eks. i spil som memory hvor barnet på sin egen globale måde har et overblik over et stort antal kort ved at øjne og hænder erindre sammen hvor de enkelte kort ligger.

Merleu-Ponty´s kropsskema:

Han mener ikke at vi kun kender vores krop gennem indre fornemmelser, men også ved hjælp af et kropsskema. Min kropsopfattelse er et system, et skema der fortæller mig om min krops position i det omgivende miljø . De forskellige sanser der er virksomme i perceptionen, indgår i et system af ækvivalenser. Altså at deres indflydelse har lige stor gyldighed. Hvis jeg ikke længere blot kender min krop som en masse adskilte fornemmelser men som et objekt vendt mod verden, er det ensbetydende med, at perceptionen af min egen krop kan overføres til en anden og at billedet af den anden umiddelbart kan “ fortolkes” af mit kropsskema.

Han mener hermed at barnet fordi det percipere i meningsfulde helheder oplever sig selv i den anden på den måde at der er en cirkulær udveksling mellem to instanser nemlig:

1.Min meningsfulde adfærd.

2.Den andens meningsfulde adfærd.

Det er denne mekanisme der gør at barnet meget tidligt lære at smile tilbage til forældrene